|
REMA 1000 eventyret startede i Norge i 1948. Dengang besluttede ægteparret Margit og Ole Reitan at starte familiens første købmandsbutik i Trondheim. Deres søn, Odd Reitan, begyndte tidligt at arbejde i forældrenes butik, hvor han straks blev inspireret – han kunne nemlig se mulighederne og stordriftsfordelene ved at bygge en hel kæde af købmandsbutikker op.
Og det gjorde Odd Reitan så. I 1972 havde den fremsynede købmandssøn åbnet sin egen og første butik, AS Sjokkpris, i Trondheim, og de næste par år kom der yderligere fem dagligvarebutikker til verden med Odd som ejer. En ny kæde var født.
Under et besøg i Tyskland i 1977 stiftede Odd Reitan bekendtskab med Aldi-kæden og den forretningsfilosofi, der lå bag konceptet. Odd Reitan var imponeret over discount tankegangen og den på det tidspunkt meget moderne og skelsættende måde at drive dagligvarebutik på. Det tyske discount-eventyr oversatte Odd Reitan til norsk, og i 1979 startede han REMA – en sammentrækning af "Reitan" og "mat" (mad). Igen var en ny kæde født.
|
|
 |
| Odd Reitan |
|
|
1000 varenumre – og en enkeltbillet til Danmark
I REMA’s første år havde man et vareprogram på mellem 500 og 600 varenumre. Men for at holde konkurrenterne på afstand og ikke mindst for til fulde at kunne leve op til kundernes behov, så valgte man hurtigt, at sortimentet skulle være endnu bredere. I 1980 voksede vareprogrammet derfor til 1000 varenumre. Og så fik dagligvarekæden det navn, som i dag er kendt og anerkendt i hele Skandinavien, REMA 1000.
I 1994 åbnede den første REMA 1000 butik i Danmark. Og siden er det blevet til mange butiksåbninger på dansk grund, så der i dag er mere end 210 danske REMA 1000 butikker. Målet er, at der inden for en årrække er 300 REMA 1000 butikker i Danmark.
Meget mere omtanke
REMA 1000 Danmark A/S er i dag meget mere end ”blot” en masse varenumre. I REMA 1000 arbejder vi med mennesker – både bagved og foran kasselinjen – og det betyder meget for os. En indkøbsoplevelse er også et møde mellem mennesker.
REMA 1000 sponserer også mennesker i forskellige sammenhænge. Vi har senest været hovedsponsor på Aqua Camps for 1300 børn samt medsponsor på håndboldstævner over hele landet med mere end 6000 deltagende børn og unge. |